Melodi Grand Prix 1980
Af Kirsten Thorndahl – 2004
I løbet af marts blusser den sæsonbestemte debat om, om Danmark fortsat skal tage aktiv del i det europæiske Melodi Grand Prix, atter op, mens de danske MGP-arrangører eksperimenterer med afstemningsformen.
Dommerpanelet anno 1980, der 29. marts er placeret i salen i Falkoner Centret i København, skal afregne umiddelbart efter de enkelte numre – lidt a la skøjteløbskonkurrencerne.
Men det er ikke en model, der vinder gehør. Dels savner publikum den spænding, der er bygget ind i den traditionelle pointoptælling, dels lægger det en dæmper på festen backstage, for det er kort sagt rigtig træls for de aktører, der får en lav score, og som dermed kan konstatere, at de er sat af, længe inden showet er forbi.
Blandt dem er 1960’er-duoen Lollipops, Lecia og Lucienne, Susanne Breuning & Simon Rosenbaum og i øvrigt også Brødrene Olsen, der blev nummer fem med sangen “Laila”.
Publikumsjubel
Langt bedre går det, da et af det netop forgangne årtis toporkestre Bamses Venner entrer scenen anført af kapelmesteren iført de smækbukser, som ingen har glemt.
Publikumsjublen er øredøvende.
– Det lå lidt i luften, at vi skulle vinde. Bare den modtagelse, vi fik, da vi kom ind på scenen, fortæller Flemming Bamse Jørgensen.
Orkestret havde sendt to egne sange samt et nummer af Anne Linnet ind til 1980-grandprixet på opfordring fra sit pladeselskab, og ironisk nok udvælger bedømmelsesudvalget den sang, som Bamses Venner synes mindst om – den bløde popsang “Tænker altid på dig”.
– Det var, inden den der grandprix-lyd kom frem. Den opstod senere, ikke mindst med Søren Bundgaard, siger Flemming Bamse Jørgensen.
“Tænker altid på dig” får flest stemmer med Birthe Kjær og Henning Vilén-nummeret “Du og jeg” på en andenplads.
Dermed bliver det også Bamses Venner, der spiller for Danmark ved det europæiske Grand Prix i Haag i Holland.
Nej fra universiteterne
– Det var sjovt at være med, mens det stod på, men det ødelagde faktisk mere, end det gavnede. Indtil da havde vi en del job på de højere læreanstalter som universiteterne og seminarierne, men det var slut, da vi havde optrådt i grandprixet. Det tog lang tid at rette op på det, fortæller Flemming Bamse Jørgensen afslappet. Her 24 år senere savner det århusianske danseorkester hverken publikum eller engagementer.
Selv husker han ikke orkestrets optræden i en fyldt sal i Haag og for øjnene af Europas tv-seere som nogen specielt nervepirrende oplevelse endsige et sus af de større.
– Nej, der var vel ikke flere i salen, end vi før havde prøvet at spille for, og selvfølgelig var der tv-kameraerne, men det var vi jo også vant til, så det tænkte vi ikke så meget over. Vi havde vel egentlig bare en vældig fornøjelig aften, og en sjov tur til Holland i det hele taget. Vi sejlede på kanalerne og så os om i Holland, fortæller Flemming Bamse Jørgensen.
Mediebegivenhed
Mens de danske aktører selv tager det roligt i ugen op til den europæiske grandprix-aften i Haag, og for eksempel kun går til de pressemøder, der handler om bandet selv, så er grandprixet en stor ting i medierne:
– I den uge, vi var i Holland, var vi nærmest på de danske avisers forsider hver dag. Det var virkelig kørt op, og hvis 3. verdenskrig var brudt ud i den uge, var der næppe nogen, der ville have opdaget det. Selv gik vi ikke så højt op i det, men jeg kan huske to helt unge piger, der vist nok repræsenterede Lichtenstein. Alle ville tale med dem, og fortalte dem, at de var de nye Beatles, og da de så tabte, så blev de droppet. Alle var helt ligeglade med dem. De endte med at sidde helt alene til festen bagefter, så vi hentede dem over til vores bord.
Lidt træls
– Hvad med sangen? Spiller I stadig “Tænker altid på dig”?
– Nej… jeg tror, vi synes, den er lidt træls. Til gengæld spiller vi tit den anden sang, vi havde sendt ind, nemlig “Venner kom og se”. Den får vi mange ønsker på. På den anden side har vi vel spillet over 300 sange gennem tiden, og vi kan kun nå en 40 stykker i løbet af en aften, så nogle skal vi jo sortere fra, siger Flemming Bamse Jørgensen.
– Skal du selv se det danske Melodi Grand Prix på lørdag?
– Nej, da skal vi ud at spille til en privat fest i Hasselager. Men jeg går heller ikke så højt op i det. I det hele taget siger musikkonkurrencer mig ikke ret meget. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad man konkurrerer om – hvem der spiller bedst? Jeg ender altid med at gætte på de forkerte.
Og hvordan gik det så i 1980, da Bamses Venner sang “Tænker altid på dig” ved det europæiske Melodi Grand Prix i Haag lørdag 19. april?
Sangen blev nummer 14, mens vinderen var en af de grandprix-sange, der dannede skole og som man faktisk kan huske: “What’s Another Year? ” med irske Johnny Logan.
FAKTABOKS
Bamses MGP-favoritter
• “Fly On The Wings Of Love” med Brødrene Olsen. – Det er en fremragende sang. Jeg vil nok fremhæve den som “sangen”.
• “Dansevise” med Grethe og Jørgen Ingmann.
• “Skibet skal sejle i nat” med Birthe Wilke og Gustav Winkler.
Bamses Venner var på forhånd favoritter hos publikummet i Falkoner Centret i København, og derfor også en populær vinder af det danske Melodi Grand Prix anno 1980.